Balangoda-manden

Sri Lanka betragtes som et centralt stop på menneskets udviklingsrejse. Batadombalena-hulerne i Ratnapura indeholdt vigtige beviser for menneskets evolution, herunder en forhistorisk menneskekranie. Omfattende forskning og ekspeditioner har afsløret nye detaljer om vores forfædres livsstil, hvilket er blevet noteret i historien som begyndelsen på en ny æra inden for studiet af menneskets udvikling.

Balangoda-mennesket (බලංගොඩ මානවයා), Homo sapiens balangodensis, er det tidligste menneske, der levede i mesolitisk tid. Ifølge kilder blev et skelet fundet på en arkæologisk lokalitet nær Balangoda. Balangoda-mennesket fik sit navn efter stedet, hvor resterne blev fundet.

Ifølge beviser fundet i huler og andre steder antages det, at Balangoda-mennesket først optrådte for omkring 38.000 år siden, og nyere knoglefund viser en alder på cirka 30.000 år. Dette er det første bevis på, at anatomisk moderne mennesker levede i Sydasien på det tidspunkt. Sammen med skelettet fandtes kulturelle rester, herunder geometriske mikrolitter dateret til 28.500 år. De ældste beviser for brugen af stenredskaber stammer fra denne lokalitet og enkelte steder i Afrika.

Balangoda-mennesket

Balangoda-mennesket var højt og levede for titusinder af år siden. Denne arkaiske hominid var omkring 174 cm høj (kvinder cirka 166 cm). Omfattende forskning har kastet lys over vores gamle forfædres livsstil.

Ifølge studier havde de tidlige mennesker en flad næse, markante øjenbrynsbuer, en tyk kranieform, store tænder, korte halse og kraftige kæber. Skeletfund fra huler stammer fra over 16.000 år siden. Analyse viste betydelig biologisk lighed.

Forskning viser også en mulig naturlig forbindelse til nutidens oprindelige folk ved navn Vedda. En vigtig opdagelse er, at Balangoda-mennesket bevægede sig fra bjergområderne ned i lavlandet og gik fra at være jæger til landmand.

I Bellanbandi Palassa blev der også fundet mesoneolitiske håndøkser lavet af elefant-bensplader. Der blev fundet dolke og redskaber fremstillet af hjortegevir, sammen med mikrolitter. Lignende lokaliteter har vist udbredt brug af okker, tamme hunde, begravelseszoner og omfattende brug af ild.

Andre interessante fund fra denne kultur inkluderer personlige smykker og dyr som føde. Fx skaller, fiskeknogler, hajhvirvler brugt som perler, smykkede muslingeskaller, polerede benredskaber og forkullede rester af vilde bananer og jackfrugt.

Den hyppige tilstedeværelse af marine skaller, hajtænder og hajperler antyder, at hulebeboerne havde direkte kontakt med kysten cirka 40 km væk. Spor fra Beli Lena viser transport af salt fra kysten til hulen.

Høj mobilitet, brug af regnskovsressourcer og evnen til at tilpasse sig klimaændringer forekom sammen med mikrolitisk tradition. Ifølge forskere indikerer geometriske mikrolitter fundet på Horton Plains i det centrale højland, at området var beboet i mesolitisk tid.

Forhistoriske jæger-samlere fra lavlandsområder besøgte sandsynligvis Horton Plains for jagt og indsamling af vilde kornsorter som en del af deres årlige fødecyklus. Området fungerede derfor sandsynligvis som et midlertidigt lejrområde og ikke som permanent bopæl.

Flere tropiske planter såsom vild jackfrugt, banan og kanarinødder blev brugt i slutningen af pleistocæn og begyndelsen af holocæn. I nogle områder begyndte overgangen fra jæger-samler til dyrkning af planter tidligt i holocæn. Mennesker anvendte sandsynligvis svedjebrug til at udnytte ressourcerne i Horton Plains.

Historien om Balangoda-mennesket

Moderne menneskelig adfærd og spredningen af tidlige mennesker i den gamle verden kan spores tilbage til sene pleistocæne arkæologiske fund i Sydasien. Før Palkstrædet og Adams Bro blev oversvømmet for cirka 7.000 år siden, kunne mennesker og dyr bevæge sig mellem det indiske subkontinent og Sri Lanka over en landbro.

Paleontologer har fundet forhistoriske dyrearter i Hambantota-distriktet dateret til 125.000 år, nær Bundala. Der er også fundet kvarts- og flintredskaber fra mellemste stenalder. Nogle forskere mener, at forhistoriske mennesker boede i Sri Lanka allerede for 500.000 år siden – måske 300.000 år siden.

Der findes solide beviser for tidlig bosættelse i hele Sydasien. I Indien blev en kranie fundet, dateret til 200.000 år. Selvom det ikke var anatomisk moderne menneske, blev det kaldt Narmada-mennesket – det første dokumenterede bevis i Sydasien.

Efter opdagelsen opstod der stor debat om klassifikation. I 1955 foreslog Daraniyagala navnet “Homo sapiens balangodensis”.

Beviser for Balangoda-mennesket

Fossile fund fra Sri Lanka fra omkring 40.000 år er langt mere komplette end tidligere tidsperioder. De første beviser på anatomisk moderne mennesker i Sydasien stammer fra denne periode.

Fa Hien-hulen i Kalutara indeholder nogle af de tidligste menneskelige fossiler. Hulen blev brugt af kinesiske munke, som rejste til Sri Lanka for at hente buddhistiske skrifter. Radiokarbondateringer viser bosættelse mellem 34.000 og 5.400 år.

I Sri Pada (Adam’s Peak) regionen blev der fundet artefakter og menneskeknogler i Batadomba Lena-hulesystemet.

Ved udgravninger i 1930’erne blev der fundet knogler fra et barn og flere voksne. Udgravninger i 1981 afslørede flere menneskelige knogler fra 16.000 år siden. Året efter blev der fundet mikrolitter og kulprøver dateret til ca. 28.500 år.

Geometriske mikrolitter fundet i huler i Kitulgala og Beli Lena, samt ved to kystlokaliteter i Bundala, er blandt verdens ældste – sammen med fund i Afrika. Mikrolitter blev også brugt i Indien omkring 24.500 år.

Fund i Sabaragamuwa og Uva viser, at teknologien fortsatte indtil det 6. århundrede f.Kr., hvorefter større stenredskaber erstattede mikrolitterne.

I Beli Lena-hulen og Bellanbandi Palassa blev der fundet knoglefragmenter. Kulstofprøver viser, at området var beboet i lange perioder.

Forbindelse med Vedda-folket

Historiske kilder beskriver det oprindelige Vedda-folk som jæger-samlere, der boede i naturlige huler. De byttede honning og vildt med landsbyboere for redskaber. Ifølge antropologen Deraniyagala var Balangoda-mennesket direkte forfader til Veddaerne og nogle singalesiske grupper.

Nogle Vedda-grupper blev senere integreret i landsbyer eller deltog i militære kampagner under kongedømmet Kandy.

Vedda-folket har lavere højde, kraftigere knoglestruktur, større tænder og større variation i kranieform end andre etniske grupper i området. Genetiske studier viser, at deres mitokondrie-DNA er tættere beslægtet med singalesere og srilankanske tamiler end med tamiler fra Indien.

Nogle forskere mener, at genetiske træk fra Balangoda-mennesket stadig findes blandt mennesker i Sri Lanka i dag.

Man mener, at Balangoda-mennesket eksisterede helt frem til år 500 f.Kr. og muligvis længere i regnskovene. Med ankomsten af indiske bosættere faldt antallet gradvist.