Paragliding

  

Paragliding er en rekreativ og konkurrencepræget eventyrsport, hvor man flyver med paraglidere: letvægts, fritflyvende glidefly, der startes med fødderne og uden fast hovedstruktur. Piloten sidder i en sele eller ligger tilbagelænet i en kokon-lignende "pod", som er ophængt under et stofvinge. Vingens form opretholdes af ophængslinjerne, trykket fra luften, der kommer ind gennem åbninger foran på vingen, samt de aerodynamiske kræfter fra luftstrømmen, der passerer hen over ydersiden.

Selvom paraglidere ikke bruger motor, kan flyvningerne vare i mange timer og dække flere hundrede kilometer, men normalt varer flyvningerne en til to timer og dækker nogle få dusin kilometer. Ved dygtigt at udnytte luftstrømme kan piloten opnå højdeforøgelse og ofte stige til højder på flere tusinde meter.

Paraglidere starter normalt fra højtliggende områder som en bakke eller et bjerg, eller fra naturligt vindfulde steder såsom dale eller store vandområder. Du skal have et åbent område fri for forhindringer, som telefonpæle eller tætte træer, og med tilstrækkelig vind til at løfte paraglideren. At kende til manøvrering under de rette vindforhold er nøglen til succesfuld paragliding. Bakkeløft, termiske luftstrømme og bølgeløft er de vigtigste typer vindkræfter, der holder paraglideren svævende. Under de rette forhold kan paraglidere svæve i flere timer ad gangen.

Historie
Paragliding opstod i 1960’erne, da Domina Jalbert opfandt en særlig type rektangulær faldskærm kaldet en "parafoil", hvorfra navnet paragliding stammer. Parafoilen blev opdelt i celler, der tillod luften at passere gennem dem og bære en person over lange afstande, hvilket gjorde glidning muligt. Sporten blev formaliseret efter 1978, da tre venner i Frankrig startede fra et bjerg og fangede offentlighedens interesse. Paragliding fortsatte med at vokse i popularitet, spredte sig over hele Europa og nåede senere til USA, hvor konkurrencer begyndte at tage form i 1990’erne.